|
Interaktivt
teater
Interaktivt teater er en
teaterform hvori publikum oplever et personligt møde, og en
verbal eller nonverbal dialog, med en eller flere skuespillere. I
dette har de mulighed for at påvirke forløbet via sine
handlinger.
En interaktiv skuespillers opgave er at aflæse
det publikum de møder, eksempelvis ved at betragte holdning,
humør og måden at føre sig frem på. Ud fra dette tilpasser
skuespilleren sin væremåde for at opnå den bedst mulige
kontakt, og dermed åbne op for dialog. Den direkte, interaktiv
kontakt med publikum kan åbne dem for nye oplevelser, og vække
deres sanser og tanker på en måde som vi mener konventionel
scenekunst ofte ikke formår.
Vores målsætning er at give
vores publikum en oplevelse og en efterfølgende refleksion, som
de forhåbentlig kan føre med sig ud i livet og samfundet. Vi vil
give dem yderligere måder at anskue livet på.
For at
muliggøre denne form for konstruktiv refleksion, er det vigtigt
at forestillingen er tilgængelig for alle, uafhængig af kultur,
religion og social status, da intentionen aldrig er at påtvinge
nogen vores personlige eller politiske holdninger. Vi ønsker
derimod at åbne for egne tanker og refleksioner.
Interaktive
labyrinter
I en interaktiv labyrint er
scenografien opbygget som en serie af rum-installationer. Publikum
guides ind i det første rum og skal herfra finde sin egen vej
gennem et forløb, hvor ca. halvdelen af rummene er beboede af
aktører som hver især giver publikum en personlig oplevelse,
gennem det møde der opstår de to imellem. På denne måde sætter
hvert publikum sit præg, og er med til at gøre forestillingen
til et levende forum.
For at give publikum mulighed for at
reflektere og genfinde sig selv, er cirka halvdelen af rummene i
forløbet ubeboede, og indeholder tankevækkende
installationer.
Det sidste rum i en labyrint kalder vi for
refleksions-zonen, et sted hvor publikum kan snakke med
hinanden og med en ansvarlig fra gruppen, få en kop te og skrive
i en gæstebog. Hvis de venter til forestillingen er slut, kan de
få en snak med skuespillerne om deres oplevelser.
|
|